Seasons (Spring, Summer, Autumn, Winter)

Winter Memories

Within the circuit of this plodding life
There enter moments of an azure hue,
Untarnished fair as is the violet
Or anemone, when the spring stew them
By some meandering rivulet, which make
The best philosophy untrue that aims
But to console man for his grievences.
I have remembered when the winter came,
High in my chamber in the frosty nights,
When in the still light of the cheerful moon,
On the every twig and rail and jutting spout,
The icy spears were adding to their length
Against the arrows of the coming sun,
How in the shimmering noon of winter past
Some unrecorded beam slanted across
The upland pastures where the Johnwort grew;
Or heard, amid the verdure of my mind,
The bee's long smothered hum, on the blue flag
Loitering amidst the mead; or busy rill,
Which now through all its course stands still and dumb
Its own memorial, - purling at its play
Along the slopes, and through the meadows next,
Until its youthful sound was hushed at last
In the staid current of the lowland stream;
Or seen the furrows shine but late upturned,
And where the fieldfare followed in the rear,
When all the fields around lay bound and hoar
Beneath a thick integument of snow.
So by God's cheap economy made rich
To go upon my winter's task again.

The Poet's Delay

IN vain I see the morning rise,
In vain observe the western blaze,
Who idly look to other skies,
Expecting life by other ways.


Amidst such boundless wealth without,
I only still am poor within,
The birds have sung their summer out,
But still my spring does not begin.


Shall I then wait the autumn wind,
Compelled to seek a milder day,
And leave no curious nest behind,
No woods still echoing to my lay?

Song Of Nature

Mine are the night and morning,
The pits of air, the gull of space,
The sportive sun, the gibbous moon,
The innumerable days.


I hide in the solar glory,
I am dumb in the pealing song,
I rest on the pitch of the torrent,
In slumber I am strong.


No numbers have counted my tallies,
No tribes my house can fill,
I sit by the shining Fount of Life
And pour the deluge still;


And ever by delicate powers
Gathering along the centuries
From race on race the rarest flowers,
My wreath shall nothing miss.


And many a thousand summers
My gardens ripened well,
And light from meliorating stars
With firmer glory fell.


I wrote the past in characters
Of rock and fire the scroll,
The building in the coral sea,
The planting of the coal.


And thefts from satellites and rings
And broken stars I drew,
And out of spent and aged things
I formed the world anew;


What time the gods kept carnival,
Tricked out in star and flower,
And in cramp elf and saurian forms
They swathed their too much power.


Time and Thought were my surveyors,
They laid their courses well,
They boiled the sea, and piled the layers
Of granite, marl and shell.


But he, the man-child glorious, -
Where tarries he the while?
The rainbow shines his harbinger,
The sunset gleams his smile.


My boreal lights leap upward,
Forthright my planets roll,



And still the man-child is not born,
The summit of the whole.


Must time and tide forever run?
Will never my winds go sleep in the west?
Will never my wheels which whirl the sun
And satellites have rest?


Too much of donning and doffing,
Too slow the rainbow fades,
I weary of my robe of snow,
My leaves and my cascades;


I tire of globes and races,
Too long the game is played;
What without him is summer's pomp,
Or winter's frozen shade?


I travail in pain for him,
My creatures travail and wait;
His couriers come by squadrons,
He comes not to the gate.


Twice I have moulded an image,
And thrice outstretched my hand,
Made one of day and one of night
And one of the salt sea-sand.


One in a Judaean manger,
And one by Avon stream,
One over against the mouths of Nile,
And one in the Academe.


I moulded kings and saviors,
And bards o'er kings to rule; -
But fell the starry influence short,
The cup was never full.


Yet whirl the glowing wheels once more,
And mix the bowl again;
Seethe, Fate! the ancient elements,
Heat, cold, wet, dry, and peace, and pain.


Let war and trade and creeds and song
Blend, ripen race on race,
The sunburnt world a man shall breed
Of all the zones and countless days.


No ray is dimmed, no atom worn,
My oldest force is good as new,
And the fresh rose on yonder thorn
Gives back the bending heavens in dew.

Tall Ambrosia

Among the signs of autumn I perceive
The Roman wormwood (called by learned men
Ambrosia elatior, food for gods,—
For to impartial science the humblest weed
Is as immortal once as the proudest flower—)
Sprinkles its yellow dust over my shoes
As I cross the now neglected garden.
—We trample under foot the food of gods
And spill their nectar in each dropp of dew—
My honest shoes, fast friends that never stray
Far from my couch, thus powdered, countryfied,
Bearing many a mile the marks of their adventure,
At the post-house disgrace the Gallic gloss
Of those well dressed ones who no morning dew
Nor Roman wormwood ever have been through,
Who never walk but are transported rather—
For what old crime of theirs I do not gather.

Pray to What Earth Does This Sweet Cold Belong

Pray to what earth does this sweet cold belong,
Which asks no duties and no conscience?
The moon goes up by leaps, her cheerful path
In some far summer stratum of the sky,
While stars with their cold shine bedot her way.
The fields gleam mildly back upon the sky,
And far and near upon the leafless shrubs
The snow dust still emits a silver light.
Under the hedge, where drift banks are their screen,
The titmice now pursue their downy dreams,
As often in the sweltering summer nights
The bee doth drop asleep in the flower cup,
When evening overtakes him with his load.
By the brooksides, in the still, genial night,
The more adventurous wanderer may hear
The crystals shoot and form, and winter slow
Increase his rule by gentlest summer means.

I am the Autumnal Sun

Sometimes a mortal feels in himself Nature
-- not his Father but his Mother stirs
within him, and he becomes immortal with her
immortality. From time to time she claims
kindredship with us, and some globule
from her veins steals up into our own.


I am the autumnal sun,
With autumn gales my race is run;
When will the hazel put forth its flowers,
Or the grape ripen under my bowers?
When will the harvest or the hunter's moon
Turn my midnight into mid-noon?
I am all sere and yellow,
And to my core mellow.
The mast is dropping within my woods,
The winter is lurking within my moods,
And the rustling of the withered leaf
Is the constant music of my grief...

Januar


'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.


-Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!
Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.


Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.



Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!


Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?


Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.


-Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
-Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.

-Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
-I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
-Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;

Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.


-Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
-Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.
Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -


Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!

June


'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer!


*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!


Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.


-Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!


-Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!

Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.

-Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
-Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*


Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!


-Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*


Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!



Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.


Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?


Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?


Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.


Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.


-Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!


Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!


Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!


-Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!



Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?


Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.


Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.


Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder!


-Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -


Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -


Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.


En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!



Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!

-Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

August


'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!

-Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.


See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.


Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.


Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


-I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,

Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.


Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!


Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!


O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!


Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv!


-O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.

Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -


Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!


Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'

Les Colchiques

Le pré est vénéneux mais joli en automne
Les vaches y paissant
Lentement s'empoisonnent
Le colchique couleur de cerne et de lilas
Y fleurit tes yeux sont comme cette fleur-la
Violatres comme leur cerne et comme cet automne
Et ma vie pour tes yeux lentement s'empoisonne

Les enfants de l'école viennent avec fracas
Vêtus de hoquetons et jouant de l'harmonica
Ils cueillent les colchiques qui sont comme des mères
Filles de leurs filles et sont couleur de tes paupières
Qui battent comme les fleurs battent au vent dément

Le gardien du troupeau chante tout doucement
Tandis que lentes et meuglant les vaches abandonnent
Pour toujours ce grand pré mal fleuri par l'automne

L'Adieu


J'ai cueilli ce brin de bruyère
L'automne est morte souviens-t'en
Nous ne nous verrons plus sur terre
Odeur du temps Brin de bruyère
Et souviens-toi que je t'attends

The Flower

How fresh, O Lord, how sweet and clean
Are thy returns! ev'n as the flowers in spring;
To which, besides their own demean,
The late-past frosts tributes of pleasures bring.
Grief melts away
Like snow in May,
As if there were no such cold thing.


Who would have thought my shrivl'd heart
Could have recover'd greenness? It was gone
Quite under ground; as flowers depart
To see their mother-root, when they have blown;
Where they together
All the hard weather
Dead to the world, keep house unknown.


These are thy wonders, Lord of power,
Killing and quickning, bringing down to hell
And up to heaven in an hour;
Making a chiming of a passing-bell.
We say amiss,
This or that is:
Thy word is all, if we could spell.


O that I once past changing were,
Fast in thy Paradise, where no flower can wither!
Many a spring I shoot up fair,
Off'ring at heav'n, growing and groaning thither:
Nor doth my flower
Want a spring-shower,
My sins and I joining together:


But while I grow in a straight line,
Still upwards bent, as if heav'n were mine own,
Thy anger comes, and I decline:
What frost to that? what pole is not the zone,
Where all things burn,
When thou dost turn,
And the least frown of thine is shown?


And now in age I bud again,
After so many deaths I live and write;
I once more smell the dew and rain,
And relish versing: O my only light,
It cannot be
That I am her
On whom thy tempests fell all night.


These are thy wonders, Lord of love,
To make us see we are but flowers that glide:
Which when we once can find and prove,
Thou hast a garden for us, where to bide.



Who would be more,
Swelling through store,
Forfeit their Paradise by their pride.

The Jewel Stairs' Grievance

The jewelled steps are already quite white with dew,
It is so late that the dew soaks my gauze stockings,
And I let down the crystal curtain
And watch the moon through the clear autumn.

La Regina Avrillouse

Lady of rich allure,
Queen of the spring's embrace,
Your arms are long like boughs of ash,
Mid laugh-broken streams, spirit of rain unsure,
Breath of the poppy flower,
All the wood thy bower
And the hills thy dwelling-place.


This will I no more dream;
Warm is thy arm's allure,
Warm is the gust of breath
That ere thy lips meet mine
Kisseth my cheek and saith:
"This is the joy of earth,
Here is the wine of mirth
Drain ye one goblet sure,


Take ye the honey cup
The honied song raise up,
Drink of the spring's allure,
April and dew and rain;
Brown of the earth sing sure,
Cheeks and lips and hair
And soft breath that kisseth where
Thy lips have come not yet to drink."


Moss and the mold of earth,
These be thy couch of mirth,
Long arms thy boughs of shade
April-alluring, as the blade
Of grass doth catch the dew
And make it crown to hold the sun.
Banner be you
Above my head,
Glory to all wold display'd,
April-alluring, glory-bold.

Invern


Earth's winter cometh
And I being part of all
And sith the spirit of all moveth in me
I must needs bear earth's winter
Drawn cold and grey with hours
And joying in a momentary sun,
Lo I am withered with waiting till my spring cometh!
Or crouch covetous of warmth
O'er scant-logged ingle blaze,
Must take cramped joy in tomed Longinus
That, read I him first time
The woods agleam with summer
Or mid desirous winds of spring,
Had set me singing spheres
Or made heart to wander forth among warm roses
Or curl in grass next neath a kindly moon.

Canto XLIX: For the Seven Lakes

For the seven lakes, and by no man these verses:
Rain; empty river; a voyage,
Fire from frozen cloud, heavy rain in the twilight
Under the cabin roof was one lantern.
The reeds are heavy; bent;
and the bamboos speak as if weeping.


Autumn moon; hills rise about lakes
against sunset
Evening is like a curtain of cloud,
a blurr above ripples; and through it
sharp long spikes of the cinnamon,
a cold tune amid reeds.
Behind hill the monk's bell
borne on the wind.
Sail passed here in April; may return in October
Boat fades in silver; slowly;
Sun blaze alone on the river.


Where wine flag catches the sunset
Sparse chimneys smoke in the cross light


Comes then snow scur on the river
And a world is covered with jade
Small boat floats like a lanthorn,
The flowing water closts as with cold. And at San Yin
they are a people of leisure.


Wild geese swoop to the sand-bar,
Clouds gather about the hole of the window
Broad water; geese line out with the autumn
Rooks clatter over the fishermen's lanthorns,


A light moves on the north sky line;
where the young boys prod stones for shrimp.
In seventeen hundred came Tsing to these hill lakes.
A light moves on the South sky line.


State by creating riches shd. thereby get into debt?
This is infamy; this is Geryon.
This canal goes still to TenShi
Though the old king built it for pleasure


K E I M E N R A N K E I
K I U M A N M A N K E I
JITSU GETSU K O K W A
T A N FUKU T A N K A I


Sun up; work
sundown; to rest
dig well and drink of the water
dig field; eat of the grain



Imperial power is? and to us what is it?


The fourth; the dimension of stillness.
And the power over wild beasts.

Ancient Music

Winter is icummen in,
Lhude sing Goddamm.
Raineth drop and staineth slop,
And how the wind doth ramm!
Sing: Goddamm.


Skiddeth bus and sloppeth us,
An ague hath my ham.
Freezeth river, turneth liver,
Damn you, sing: Goddamm.


Goddamm, Goddamm, 'tis why I am, Goddamm,
So 'gainst the winter's balm.


Sing goddamm, damm, sing Goddamm.
Sing goddamm, sing goddamm, DAMM.

Loud Without the Wind Was Roaring

Loud without the wind was roaring
Through th' autumnal sky;

Drenching wet, the cold rain pouring,
Spoke of winter nigh.
All too like that dreary eve,
Did my exiled spirit grieve.

Grieved at first, but grieved not long,
Sweet—how softly sweet!—it came;

Wild words of an ancient song,
Undefined, without a name.

'It was spring, and the skylark was singing';
Those words they awakened a spell;

They unlocked a deep fountain, whose springing,
Nor absence, nor distance can quell.

In the gloom of a cloudy November
They uttered the music of May;

They kindled the perishing ember
Into fervour that could not decay.

Awaken, o'er all my dear moorland,
West-wind, in thy glory and pride!
Oh! call me from valley and lowland,
To walk by the hill-torrent's side!


It is swelled with the first snowy weather;
The rocks they are icy and hoar,

And sullenly waves the long heather,
And the fern leaves are sunny no more.

There are no yellow stars on the mountain
The bluebells have long died away

From the brink of the moss-bedded fountain—
From the side of the wintry brae.

But lovelier than corn-fields all waving
In emerald, and vermeil, and gold,

Are the heights where the north-wind is raving,
And the crags where I wandered of old.

It was morning: the bright sun was beaming;
How sweetly it brought back to me

The time when nor labour nor dreaming
Broke the sleep of the happy and free!

But blithely we rose as the dawn-heaven
Was melting to amber and blue,

And swift were the wings to our feet given,
As we traversed the meadows of dew.


For the moors! For the moors, where the short grass
Like velvet beneath us should lie!
For the moors! For the moors, where each high pass
Rose sunny against the clear sky!

For the moors, where the linnet was trilling
Its song on the old granite stone;
Where the lark, the wild sky-lark, was filling
Every breast with delight like its own!

What language can utter the feeling
Which rose, when in exile afar,
On the brow of a lonely hill kneeling,
I saw the brown heath growing there?

It was scattered and stunted, and told me
That soon even that would be gone:
It whispered, 'The grim walls enfold me,
I have bloomed in my last summer's sun.'

But not the loved music, whose waking
Makes the soul of the Swiss die away,
Has a spell more adored and heartbreaking
Than, for me, in that blighted heath lay.

The spirit which bent 'neath its power,
How it longed—how it burned to be free!
If I could have wept in that hour,
Those tears had been heaven to me.

Well—well; the sad minutes are moving,
Though loaded with trouble and pain;
And some time the loved and the loving


Shall meet on the mountains again!

'Fall, leaves, fall'

Fall, leaves, fall; die, flowers, away;
Lengthen night and shorten day;
Every leaf speaks bliss to me
Fluttering from the autumn tree.

I shall smile when wreaths of snow
Blossom where the rose should grow;
I shall sing when night's decay
Ushers in a drearier day.

Whose are the little beds, I asked

142

Whose are the little beds, I asked
Which in the valleys lie?
Some shook their heads, and others smiled-
And no one made reply.


Perhaps they did not hear, I said,
I will inquire again-
Whose are the beds-the tiny beds
So thick upon the plain?


'Tis Daisy, in the shortest-
A little further on-
Nearest the door-to wake the Ist-
Little Leontoden.


'Tis Iris, Sir, and Aster-
Anemone, and Bell-
Bartsia, in the blanket red-
And chubby Daffodil.


Meanwhile, at many cradles
Her busy foot she plied-
Humming the quaintest lullaby
That ever rocked a child.


Hush! Epigea wakens!
The Crocus stirs her lidsRhodora's
cheek is crimson,
She's dreaming of the woods!


Then turning from them reverent-
Their bedtime 'tis, she said-
The Bumble bees will wake them
When April woods are red.

While Asters


331

While Asters-
On the Hill-
Their Everlasting fashions-set-
And Covenant Gentians-Frill!

When Roses cease to bloom, Sir

32

When Roses cease to bloom, Sir,
And Violets are done-
When Bumblebees in solemn flight
Have passed beyond the Sun-
The hand that paused to gather
Upon this Summer's day
Will idle lie-in Auburn-
Then take my flowers-pray!

'Tis not that Dying hurts us so

335

'Tis not that Dying hurts us so'
Tis Living-hurts us more-
But Dying-is a different way-
A Kind behind the Door-

The Southern Custom-of the Bird-
That ere the Frosts are due-
Accepts a better LatitudeWe-
are the Birds-that stay.

The Shrivers round Farmers' doors-
For whose reluctant Crumb-
We stipulate-till pitying Snows
Persuade our Feathers Home.

This Bauble was preferred of Bees

805

This Bauble was preferred of Bees-
By Butterflies admired
At Heavenly-Hopeless Distances-
Was justified of Bird-

Did Noon-enamel-in Herself
Was Summer to a Score
Who only knew of Universe-
It had created Her.